Hvordan gør jeg så lige det?
Så ser man lige mig, sidde her med 3 hulle i maven efter en vellykket kikkert operation, uden dog at være blevet en "døjt" klogere. Jeg har i mange år, læs: altid, haft blødnings forstyrrelser og har nu været hele vejen rundt i behandlingssystemet, uden at ende op med en diagnose. Det har kostet mange sygedage og i den grad kostet på energien. Jeg er tilbage ved nul og skal igen ned til min læge og overbevise ham om, at der altså er noget galt med madammen!
Nej, nu kommer der ikke en lang historie om et sygdomforløb, for skal vi ikke være ærlige og indrømme, at det er sku´da nok det mest kedelige i verden..... andres sygdom. Med mindre man selv fejler nøjagtig det samme og kan relatere, er det cirka lige så kedeligt som at se maling tørre!
Hvorfor så mig i fokus?
Ja, der har ikke rigtig været grund til det før!
En veninde spurgte mig forleden om, hvad jeg gerne ville være kendt for?
"Ingenting!" var mit svar, jeg vil ikke være kendt, hvorfor i alverden skulle jeg ville det?
Det kom ud af en snak om, hvorvidt vores børn kunne finde på, at melde sig til programmer som "Paradis Hotel", om menneskers trang til at være kendte, bare for at være kendte.
Jeg tænkte lidt over det og kom frem til, at hvis jeg skulle være kendt, skulle det være fordi jeg har opfundet noget, så genialt, at vi taler Nobel pris, eller hvis jeg havde skrevet en stor historisk roman og så var det for noget, et produkt, jeg ville være kendt og ikke bare for at være mig.
I forbindelse med mit sygdomsforløb eller hvis jeg skal være helt ærlig, de sidste par dage, er jeg blevet opmærksom på, at jeg ikke engang er kendt i mit eget liv.
Når mennesker tæt på mig, har talt om alverdens behandlinger de render til, som fysioterapi, massage, kiropraktor og endda de blødere af slagsen, som psykolog, mindfullness og stress yoga, så har jeg tænkt, "godt for dem" og jeg har enda opfordret andre til den type for selvforkælelse.
Det er sådan jeg har set på den slags. Som selvforkælelse! Der har der absolut ikke været nogen grund til, at koste sådan noget på mig.
Jeg passer på med at sige det højt, for mindst en af mine veninder ville tæske mig med en våd søndags Berlinger, hvis hun hørte det.
Jeg behøver ikke terapi for at regne ud, hvorfor det er sådan med mig, men jeg kan jo prøve at lave om på det. Måske skulle jeg får rettet de skæve tæer, der brækkede for over 20 år siden, måske skulle jeg få nogle nye briller, jeg rent faktisk kan se med, måske skulle jeg gå til en fys, for at få has på alle muskel infiltrationerne, måske zoneterapi kunne afhjælpe nogle ubalancer, måske.....
Jeg går igang på mandag!
Jeg har fundet nummeret på de første 3 ting jeg skal og jeg har også allerde lavet en "undskyld jeg er her" og en "undskyld mine skæve tæer" tale, til den foddame, som jeg bestiller en tid ved.
Babysteps!....
Jeg vil være kendt!
Om ikke andet, så i hvertfald her i nr. 82!
